Angreb sagsbehandler med bøjle: 37-årig sigtet for grov vold


En 37-årig mand er blevet sigtet for grov vold og for vold mod tjenestemand, efter at han mandag overfaldt en sagsbehandler på et jobcenter på Lærkevej i Københavns nordvestkvarter.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Politiet ønsker manden varetægtsfængslet, og derfor fremstilles han tirsdag i grundlovsforhør i Københavns Dommervagt, oplyser den centrale efterforskningsleder Sune Christensen, Københavns Politi.

Overfaldet fandt sted i forbindelse med et møde i jobcentret mandag formiddag.

Ifølge politiet tildelte den 37-årige i første omgang den mandlige sagsbehandler slag og spark, men bagefter langede han også ud efter ham med en knækket træbøjle.

Sagsbehandleren blev ramt lige under øjet, og han var mandag aften fortsat indlagt til behandling på øjenafdelingen på Glostrup Hospital, oplyser politiet.

Der er ikke oplysninger om årsagen til, at borgerens møde med sagsbehandleren udviklede sig til vold.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq