Gik amok under karneval og sparkede mod betjent: Flugtfange anholdt i Aalborg


En 21-årig mand på flugt fra politiet er blevet anholdt ved weekendens karneval i Aalborg. Manden har været på flugt siden begyndelsen af maj, hvor han stak af fra politiet i forbindelse med et retsmøde.

Like localeyes.dk på Facebook

Nu kan manden se frem til igen at skulle i retten, for i forbindelse med anholdelsen begik han nemlig ifølge politiet vold mod en betjent.

– Han går amok og slår og sparker mod en kvindelig betjent, fortæller Karsten Højrup Kristensen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Manden blev anholdt ud på eftermiddagen lørdag, da han blev genkendt på banegården i Aalborg.

– Han har naturligvis været efterlyst, siden han flygtede fra retten, og så var der en af kollegerne, som kunne genkende ham, fortæller Karsten Højrup Kristensen.

Senere søndag vil den 21-årige blive stillet for en dommer ved Retten i Aalborg med krav om varetægtsfængsling.

Ud over sigtelsen for vold mod politibetjent er manden også sigtet for grov vold i en anden sag. Det var den i forbindelse med den sag, at han skulle fremstilles i grundlovsforhør, da han flygtede fra politiet 4. maj.

Ifølge Karsten Højrup Kristensen er karnevalet i Aalborg ellers forløbet i god ro og orden.

– Der har selvfølgelig været nogle episoder, men det vil der altid være, når der er så mange mennesker samlet på et sted, siger han.

Nordjyllands Politi oplyser, at ud over den 21-årige er seks personer blev anholdt i forbindelse med karnevalet. Anholdelserne er sket for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Noget kunne da også tyde på, at politiet har haft så meget overskud under karnevalet, at man har haft tid til at slå ned på lovovertrædelser af den mere milde karakter.

Politiet oplyser i hvert fald, at man har uddelt omkring 100 bøder til tissetrængende personer, som har ladet deres vand i det offentlige rum.

/ritzau/

Leveret af Nyhedsbureauet Newspaq