Arkivfoto
Udenlandske håndværkere huserer lige nu på Vestegnen i København, hvor de forsøger at narre husejere med fuptilbud.
Københavns Vestegns Politi opfordrer til, at man udviser forsigtighed, hvis man bliver tilbudt husreparation af udenlandske, omrejsende håndværkere.
Der er flere eksempler på, at renoveringerne er blevet meget dyrere end det oprindelige tilbud og at arbejdet slet ikke er blevet udført, selv om der er blevet betalt.
Oftest er der tale om udenlandske særligt irske håndværkere, som henvender sig personligt til husejere og tilbyder blandt andet reparation af tag.
Der forlanges kontant betaling med det samme.
Håndværkerne udfører dog ikke de lovede reparationer, men forlanger flere penge, under påskud af, at det beløb de fik fra starten af ikke dækker reparationerne.
Ofte ender det med at husejerne lider store økonomisk tab. Fænomenet er ikke nyt, men lige nu oplever Københavns Vestegns Politi en række sager særligt i Rødovre, Hvidovre og Glostrup – ligesom der har været forlydender om lignende sager i Vallensbæk.
Politiet har disse råd til husejere, der kan mindske risikoen for at blive snydt:
Kræv et skriftligt tilbud og kontroller virksomheden og de anførte kontaktoplysninger.
Indhent flere tilbud og dermed få en indikation af om et tilbud adskiller sig markant fra de andre.
Undlad at betale kontant.
Vente med at betale til arbejdet er udført.
Bruge sund fornuft – er tilbuddet for godt til at være sandt?
– Især det sidste råd er godt at have med: Hvis et tilbud for godt til at være sandt, så er det ofte netop for godt til at være sandt, siger politikommissær Christian Jakobsen.
Københavns Vestegns Politi opfordrer borgere der har haft problemer med udenlandske håndværkere om at henvende sig til politiet. De sidder klar ved telefonerne på 43861448.