Politiet tager asylbørns mobiler ved ankomst


Motorvejen ved Rødekro, september 2015. Foto: Lene Bagger.


Mindst 55 uledsagede flygtningebørn har inden for de seneste måneder fået frataget deres mobiltelefon af dansk politi. Det skriver Politiken.

Flere asylcentre oplever det som en ny praksis, og ledelserne fortæller, at de unge er fortvivlede. Når de kontakter politiet, er beskeden, at de unge må væbne sig med tålmodighed. Mange har været uden telefon i en måned.

Like localeyes.dk på Facebook

– Børnene kommer til os med frustration i stemmen og vil have deres telefon igen. De har måske nok fået det at vide, da den blev taget. Men når du lige er kommet til et nyt land og er bange, er det begrænset, hvad du opfanger, siger Hanne Sommer, centerleder på asylcentrene i Tullebølle og Lindelse på Langeland.

Politiet bekræfter, at de tager mobiltelefoner i forvaring. Det giver udlændingeloven ret til, når de “antages at være af betydning for at fastslå en udlændings identitet”.

Paragraffen tages ifølge politiinspektør og centerchef i Nationalt Udlændingecenter Richard Østerlund la Cour kun i brug, når der ikke er andre måder at fastslå asylansøgerens identitet på.

– Hvis du kommer til landet og siger, du er fra Syrien, men ikke har andet end dit blanke ansigt til at bevise det, er mobiltelefonen den bedste måde, hvorpå man kan fastslå, om du taler sandt, eller om alle opkaldene viser sig at være til Ghana, siger han til Politiken.

Politikerne i Folketinget står i kø for at undersøge, om identificering af børnene kan foregå på en hurtigere måde.

– Det er en forkastelig praksis, og det undrer mig, at det overhovedet er nødvendigt med så voldsomt et indgreb, siger Ulla Sandbæk, integrationsordfører for Alternativet.

Martin Lidegaard (R) og Jacob Mark (SF) vil til bunds i sagen ved at stille spørgsmål til justitsminister Søren Pind (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Ingen af dem ønsker at kommentere sagen over for Politiken.

/ritzau/