Hashrazzia på Christiania: Smed skarpladt pistol da politiet kom


Politifoto.


To anholdt i en aktion mod den organiserede hashhandel i Pusherstreet – den ene fundet i besiddelse af en skarpladt pistol

Det skriver Københavns Politis Task Force Pusherstreet i en pressemeddelelse.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Københavns Politis Task Force Pusherstreet slog natten mellem onsdag og torsdag til mod den organiserede hashhandel i Pusherstreet. Typisk er der altid mindst én åben bod, hvorfra der sælges hash, og det var den politiet slog til imod i onsdag nat.

I boden blev tre personer anholdt, men det lykkedes den ene at slå sig fri og slippe væk. Han er nu efterlyst af politiet, som er bekendt med hans identitet, idet han tidligere er blevet truffet i forbindelse med hashsalget i Pusherstreet.

I boden blev beslaglagt 164,8 gram hash, 212,9 gram skunk, 29 gram hashmix, 38 joints og et mindre kontantbeløb.

Foruden den beslaglagte hash og skunk blev en af de anholdte set smide en pistol fra sig, da politiet slog til. Pistolen var skarpladt og af kaliber 22. Den anholdtes rolle var, at agere vagt og alarmere de andre hashhandlere, hvis han fik øje på politiet. Det lykkedes så ikke så godt i dette tilfælde.

De to anholdte på henholdsvis 24 og 29 år blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Begge blev varetægtsfængslet i 3 uger.

– Det er heldigvis ikke hverdagskost, men det er naturligvis bekymrende, at en af vagterne i Pusherstreet er bevæbnet med en skarpladt pistol, siger leder af Task Force Pusherstreet vicepolitiinspektør Dannie Rise.


Politifoto.

Politifoto.

Politifoto.