Amerikansk tandlæge udskældt efter ulovlig løvedrab


Tandlægen Walter James Palmer ved en løve som han og en jagtkammerat har skudt på et tidligere tidspunkt. Foto fra Facebook.


Det har medført voldsomme reaktioner på internettet, at den velhavende, amerikanske tandlæge Walter James Palmer tidligere på måneden skød og dræbte den populære løve Cecil i Zimbabwe.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Under en jagt – som amerikaneren efter sigende havde betalt omkring 340.000 kroner for at deltage i – blev løven først skudt med bue og pil, inden den hele 40 timer senere blev dræbt af et skud fra en riffel.

Det viser sig, at Walter James Palmer havde allieret sig med en lokal professionel jæger samt en jordejer, som onsdag begge er blevet hevet i retten.

– Både den professionelle jæger og jordejeren har ikke nogen tilladelse, der kan retfærdiggøre drabet af løven. Derfor er de begge ansvarlige for den ulovlige jagt, lyder det tirsdag i en udtalelse fra de ansvarlige for Zimbabwes parker.

Den lokale jæger kørte sammen med Walter James Palmer af sted på jagt om natten med spotlight fra bilen og et dødt dyr fastbundet til køretøjet som lokkemad.


Løven Cecil. Foto fra Twitter.

Den amerikanske jæger, der betegnes som en erfaren jæger fra Minnesota, har efter drabet sagt, at han stolede på sine lokale allierede og ikke havde nogen idé om, at løven var en national attraktion.

– Jeg fortryder dybt, at min forfølgelse af at lave noget, som jeg elsker og udøver ansvarligt og lovligt, har resulteret i denne løves død, siger Walter James Palmer i en udtalelse.

Ud over at være en kendt og populær yndling blandt Zimbabwes befolkning var løven Cecil også registreret af myndighederne og en del af et universitetsstudie.

Efter drabet er den amerikanske jægers Facebook-side blevet lukket som følge af et massivt antal vrede kommentarer fra brugere på det sociale medie.

Samtidig kalder præsidenten for Zimbabwes safariforening det en katastrofe, at den elskede løve nu ikke længere er en del af landets dyreliv.


Tandlæge Walter James Palmer.

/ritzau/