Frederikshavn-færge støder sammen med tankskib


Arkivfoto


Passagerfærgen Stena Jutlandica, der sejler mellem Frederikshavn og Gøteborg, kolliderede natten til søndag med et tankskib ved indsejlingen til den svenske by.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Der er ingen meldinger om tilskadekomne, oplyser den svenske kystvagt ifølge nyhedsbureauet TT.

Stena Jutlandica fik slået hul i skroget under sammenstødet og tog vand ind. Men færgen kunne alligevel lægge til kaj ved hjælp af egen motorkraft.

Billeder på Aftonbladets hjemmeside viser et flere meter stort hul i skroget.

Tankskibet er blevet forankret og venter på dagslys for at undersøge skaderne.

– Der er ikke meldinger om personskader, fortæller Jesper Bäckstedt ved Kustbevakningen.

Jesper Waltersson, Stena Lines informationsansvarlige, siger, at hverken færge eller passagerer var i fare på grund af sammenstødet.

– Færgen tog vand ind, men aldrig så meget, at der var alvorlig fare. Situationen er under kontrol, og der foreligger ingen information om skader på passagererne, siger han.

Mange af personerne om bord på passagerfærgen lå og sov, da de to skibe sejlede sammen omkring klokken 02.30 natten til søndag.

– Folk blev urolige, da de vågnede af kollisionen. Nogle børn begyndte at græde, og derefter gik der et godt stykke tid, før vi fik at vide, at et andet fartøj var stødt ind i os, fortæller en passager til Aftonbladet.

To slæbebåde og et miljøfartøj er på plads ved tankskibet, hvis det skulle begynde at lække olie, oplyser Kustbevakningen.

Årsagen til kollisionen er endnu ikke kendt.

Ifølge Stena Lines hjemmeside er der plads til 1500 passagerer på Stena Jutlandica. Det står ikke klart, hvor mange personer der natten til søndag var om bord.

/ritzau/TT