32-årig sigtedes hus i Svenstrup bevogtes af hjemmeværnet


Hjemmeværnet bevogter fortsat 32-årig sigtes hus i Svenstrup i forbindelse med bortførslen og voldtægten af en kun 13-årig pige i Kirkerup.

Politiet oplyste onsdag middag på et pressemøde, at den 32-årige nu også er sigtet for voldtægt og drab på Emilie Meng i 2016, samt for voldtægtsforsøg og trusler med kniv mod en ung kvinde i november 2022 i Sorø.

I forbindelse med den alvorlige sag, har politiet valgt at indsætte hjemmeværnet til bevogtning af den sigtedes hus i Svenstrup, for at undgå personer går ind på adresse, samt for at undgå selvtægt mod mandens hus.

Den 32-årige sidder fortsat varetægtsfængslet i sagen, hvor det onsdag ikke kunne oplyses på pressemødet, hvordan han forholder sig til de nye sigtelser.

Han har dog foreløbig erkendt sig delvis skyldig i anklagerne om langvarig frihedsberøvelse og voldtægt af den 13-årige pige i Kirkerup.

Det er yderligere også blevet bekræftet, at den 32-årige i sommeren 2016 var ejer af en sølvfarvet Hyundai i30, som politiet har efterlyst i forbindelse med drabet på Emilie Meng.

Denne bil er efter en totalskade i 2021 blevet lokaliseret til en familie i Slovakiet, det erfarede BT. Men på pressemødet onsdag, kunne politiinspektør Kim Kliver oplyse, at denne bil nu er i politiets varetægt og vil derfor blive undersøgt for spor.

Politiet vil ikke komme yderligere ind på baggrunden for de nye sigtelser mod den 32-årige, som kan være rent formelt idet han indgår i efterforskningen af de pågældende sager.

Hvor længe den 32-åriges bopæl fortsat skal bevogtes i døgndrift vides ikke. Men kilder oplyser til LocalEyes.dk at bevogtningen løbende bliver evalueret og forlænget med meget kort varsel.

/LocalEyes/