Politiet: Emilie Meng-sagen fører til evaluering – spor kan være gået tabt


Vi kan ikke udelukke, at vores ageren i sagens indledende faser indebar, at spor gik tabt.

Så tydeligt blev det sagt på dagens pressemøde af Kim Kliver, politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Baggrunden for udtalelsen er, at politiet tilbage i 2016 i første omgang antog, at der ikke lå en forbrydelse bag Emile Mengs forsvinden.

Det står i stærk kontrast til sagen om den 13-årige pige, som forrige weekend blev bortført og voldtaget gentagne gange.

Her iværksatte politiet straks en omfattende efterforskning, som førte til, at de kort før klokken 15 søndag den 16. april fandt den 13-årige pige i live i et hus i Korsør.

I den forbindelse blev en 32-årig mand anholdt og sigtet for bortførelsen af pigen samt voldtægt.

På dagens pressemøde blev det oplyst, at den samme 32-årige mand nu er sigtet i Emilie Meng-sagen.

Politiinspektør Kim Kliver oplyste på pressemødet, at manden er sigtet for frihedsberøvelse, voldtægt og drab.

Det er første gang, at politiet offentligt bekræfter, at Emilie Meng angiveligt også blev voldtaget.

Hvilke spor der kan være gået tabt, vil politiet ikke uddybe.

Til gengæld fortæller de, at det også kan have medført, at efterforskningen efterfølgende er blevet meget omfattende og langvarig.

Emilie Meng blev ikke fundet i live.

Hendes lig blev 168 dage efter hendes forsvinden fundet i en mose ved Borup.

Dengang udtalte politiet, at hun havde været udsat for en meget grov forbrydelse.

”Vi anerkender på alle måder de nærmeste og pårørendes store sorg og frustration over den manglende anholdelse af gerningsmanden,” sagde Kim Kliver på pressemødet.

På spørgsmålet, om politiet skulle have gjort mere, uddybede Kim Kliver sit svar:

”Det er jo en løbende vurdering, som vi naturligvis må kigge ind i og den del vil vi prøve at evaluere og drage læring i forhold til.”

Emilie Mengs familie er onsdag blevet underrettet om, at der er rejst sigtelse i sagen.