Kvinde i kritisk tilstand – kørt over af egen bil


RANDBØLDAL: Billundvej var tirsdag eftermiddag spærret i forbindelse med en alvorlig ulykke.

Sydøstjyllands Politi har onsdag oplyst, at en 34-årig kvinde fra Vandel kom alvorligt til skade, da hun parkerede sin bil ved hjemmet nær Randbøldal.

Da hun parkerede bilen i indkørslen fik hun ikke trukket håndbremsen og bilen begyndte at trille. Kvinden forsøgte at holde imod dens bevægelse, hvilket ikke lod sig gøre. Hun blev væltet omkuld og bilen kørte henover hende.

Hun blev i kritisk tilstand fløjet med helikopter til Odense Universitets Hospital.

En læge kom tilfældigt forbi og ydede førstehjælp på stedet.

Billundvej var spærret for trafik mens redningsarbejdet samt undersøgelser foregik på stedet.