En fejl hos Rigspolitiet tændte flere sirener i Jylland

En endnu ukendt fejl hos Rigspolitiet var skyld i, at sirenerne sent fredag aften blev tændt i flere byer i Midt- og Vestjylland.

Det var i første omgang udviklingen af sundhedsskadelig røg en fra en brand i en fabriksbygning i Viborg, der var årsag til, at der blev udsendt sirenevarsel i byen.

Men ved en fejl lød sirenerne også flere andre steder.

– Der sker simpelthen en beklagelig fejl i vores ende, der gør, at vi får hylet med sirenerne. Ikke kun i Viborg, hvor der rent faktisk var brand, men også i en række andre kommuner, siger Thomas Kristensen, pressechef i Rigspolitiet.

Pressechefen oplyser, at Rigspolitiet nu vil kigge nærmere på, hvordan det kunne ske. Han fortæller desuden, at Rigspolitiets afdeling i Glostrup overtog betjeningen af landets sirener i sidste uge.

– Ja, det kan sagtens være en medvirkende forklaring, at der har været en form for betjeningsfejl, og det er det, vi lige skal have kigget på, siger Thomas Kristensen.

/ritzau/