Lejlighed ødelagt efter voldsom brand

HILLERØD: Søndag aften måtte brandmandskab fra Hillerød og Helsinge rykke ud til en kraftig lejlighedsbrand på Østervang. Ingen personer kom noget til, men der skete omfattende skader.

Søndag aften kl. 18.57 blev der slået alarm til 1-1-2 om en alvorlig brand i en lejlighed på Østervang i Hillerød, brandfolkene i Hillerød rykkede hurtigt ud til adressen hvor de – ifølge Nordsjællands Politi – var fremme på få minutter sammen med politipatruljer og ambulancer.

Lejligheden brændte voldsomt, og ilden stod op langs muren til de næste to lejligheder ovenover den overtændte lejlighed, og kl. 19.07 blev der slået alarm om assistance fra brandfolkene i Helsinge. Efter ganske få minutter forlod brandsprøjten og tankvognen brandstationen på Frederiksborgvej i Helsinge med fuld udrykning.

– Der er tale om en brand som skal være opstået i forbindelse med en frituregryde, der er heldigvis ikke nogen som er kommet noget til, men vi måtte evakuere opgangen med den brændende lejelighed og de to naboopgange under slukningsarbejdet, oplyste politiets indsatsleder på stedet.

Ved evakueringen af beboerne i de tre opgange i nr. 19, 21 og 23 måtte ialt 75 personer ud i regnen og afvente nærmere besked om hvornår og om de kunne returnere til deres lejligheder. Det stod dog klart omkring kl. 20 at beboerne i opgangene 19 og 23 problemfrit kunne returnere til deres boliger.

Noget anderledes var det for beboerne i lejlighederne i nr. 19, hvor flere har måttet genhuses.

Politiets brandteknikere skal i løbet af mandagen undersøge brandstedet nærmere, og herunder fastslå om teorien om en frituregryde som brandårsag holder stik.