Justitsministeren briefer retsordførere om bandekonflikt


Mens justitsminister Søren Pape Poulsen (K) onsdag morgen briefer retsordførerne om skyderier i bandekonflikten i København, oplyste Københavns Politi på Twitter, at en 27-årig mand tirsdag aften blev ramt af skud i Københavns Nordvest.

Skyderiet fandt sted på Skaffervej i Nordvestkvarteret. Manden sad i en bil, da han blev ramt af skud. Han er ikke registreret bandemedlem. Alligevel vurderer politiet, at episoden hænger sammen med bandekonflikten.

Her optagelser fra gerningsstedet tirsdag aften på Skaffervej

Ved mødet deltager Rigspolitiet, Københavns Politi og Københavns Vestegns Politi.

De fleste skyderier har fundet sted på Københavns Vestegn eller på Nørrebro eller nordvest i København. Politiet har forklaret, at skyderierne formentlig skyldes en intern konflikt i en bande.

I foråret 2017 fik politiet i bandepakken 35 nye initiativer til at bekæmpe bander. Samtidig har Rigsadvokaten besluttet af nedlægge forbud mod banden Loyal To Familia som en voldelig forening efter grundloven.

Det kræver, at der straks anlægges retssag for at få prøvet forbuddet.

Tidligere rigsadvokater afviste i 1998 at forbyde rockergrupperne Hells Angels og Bandidos samt i 2002 den islamistiske gruppe Hizb-ut-Tahrir.

Før mødet har Socialdemokratiet foreslået at straffe forsøg på at rekruttere børn og unge under 18 år til banderne, siger partiets retsordfører, Trine Bramsen.

– Nu har vi skærpet straffene igen og igen. Det kan der være god mening med, men vi bliver nødt til at kigge på forebyggelsen og rekrutteringen til de her bander, siger hun til DR.

Forslaget luftede S-formand Mette Frederiksen forrige sommer. Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Kofod, vil udvise flere udlændinge for bandekriminalitet.

/ritzau/