Politiet indfører visitationszone i Ishøj efter skudepisoder

Efter en ny skudepisode i Ishøj lørdag aften har politidirektøren for Københavns Vestegns Politi, Kim Christiansen, kort før midnat besluttet at indføre visitationszone i dele af Ishøj.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Visitationszonen trådte i kraft midnat søndag 23. september og gælder frem til midnat søndag 21. oktober.

Beslutningen er truffet, efter politiet lørdag klokken 21.45 måtte rykke talstærkt ud til en skudepisode på Landlyst Vænge i Ishøj.

– Den foreløbige efterforskning tyder på, at der fra en lys – muligt champagnefarvet – Mercedes A180 blev skudt mod en gruppe personer, hvorved tre skud ramte biler, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Der er ifølge politiet ikke meldinger om sårede.

I forbindelse med skyderiet efterlyser politiet den lyse bil. Der var mindst to personer i bilen, som efterfølgende kørte væk i retning mod motorvejen.

Episoden er den seneste af en række skyderier i københavnsområdet den seneste uge. Skyderierne menes at have rod i uenigheder i bandemiljøet.

Fredag aften blev tre personer ramt af skud på Nørrebro, hvoraf to var tilfældige borgere på omkring 50 år.

Sidste lørdag blev to mænd ramt af skud på Ishøj Parkvej.

Politiet vurderer, at skudepisoderne i Ishøj kan relateres til en aktuel konflikt i det storkøbenhavnske område, efter en bandegruppering fra Nørrebro er blevet splittet op i nye grupperinger med forbindelse til Nørrebro/Nordvest-området i København og Greve/Hundige-området.

Visitationszonen betyder, at politiet i perioden kan “foretage stikprøvevis besigtigelse af personers legeme, undersøgelse af tøj og andre genstande samt køretøjer i et nærmere anvist geografisk område for at forebygge, at nogen foretager strafbare handlinger, som indebærer fare for personers liv”.

Det oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Ifølge politidirektør Kim Christiansen skal visitationszonen gøre det “svært for bandefolk at bedrive deres kriminalitet”.

– Borgerne i Ishøj skal kunne føle sig trygge, og de her skyderier skal standses – det er vores prioritet. Derfor er vi talstærkt til stede i aften og de kommende dage, siger politidirektøren.

/ritzau/