Forbipasserende opdagede død kvinde i mose i Taastrup

En forbipasserende ved Selsmosen i Taastrup fik søndag formiddag øje på noget usædvanligt ude i vandet og slog alarm. Det skulle vise sig at være en død kvinde.

– Ifølge anmeldelsen ligger der noget i vandet, der kunne ligne en krop, og da vi kommer derud, viser det sig, at der ligger en person i vandet, som bliver trukket i land, fortæller Lars Guldborg, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.

En læge på stedet kunne fastslå, at personen var død. Ifølge Lars Guldborg har personen efter alt at dømme kun ligget i vandet i kortere tid.

– Der er formentlig tale om en, der har ligget der siden engang i nat, fortæller Lars Guldborg.

Politiet arbejder søndag på at identificere den afdøde. Vedkommende havde nemlig ingen id-papirer på sig.

Politiet har udsendt et signalement af kvinden i håbet om, at nogen ved, hvem hun er.

Der er tale om en kvinde i alderen 55-65 år. Hun er cirka 165 centimeter høj og har langt gråbrunt hår. Hun var iført en ternet skovmandsskjorte med røde, sorte og hvide tern samt cowboybukser.

Kvinden var iført røde sko og et dameur af mærket “Lorus”. Hun havde nøgler, hvor der var påtrykt “Clara”.

Ud over identifikationen skal politiet finde ud af, hvordan kvinden er endt ude i Selsmosen. Efter alt at dømme er der dog næppe tale om en forbrydelse.

– Der er hverken i omgivelserne eller på den afdøde noget, som tyder på, at der skulle være sket noget kriminelt, siger Lars Guldborg.

/ritzau/