Tilfældigt forbipasserende ramt af skud i benet

En tilfældig fodgænger blev sent tirsdag eftermiddag ramt af skud i Albertslund.

Det oplyser Københavns Vestegns Politi.

Skyderiet fandt sted på Roskildevej ved Albertslundvej omkring klokken 17.35.

– Her bliver der affyret formentlig tre skud mod en sort BMW fra en lille sølvgrå bil, fortæller vagtchef Peter Grønbek.

Efter skyderiet forsvandt begge biler fra stedet.

– Men en fodgænger blev ramt i benet og er bragt til sygehuset, siger vagtchefen.

Den 27-årige mand, der blev ramt, er ikke kommet alvorligt til skade.

Det er den tredje skudepisode i Albertslund på mindre end to døgn.

Både natten til mandag og natten til tirsdag blev der affyret skud mod et hus på adressen Tranehusene. Flere ruder i huset er blevet knust, men ingen personer er kommet til skade ved disse skyderier.

Motivet til skyderierne mod huset kender politiet endnu ikke.

– Vi arbejder ud fra flere forskellige muligheder og teorier, men vi har ikke lagt os fast på noget endnu, sagde politikommissær i Københavns Vestegns Politis centrale efterforskningsenhed Ole Nielsen tidligere tirsdag.

Han oplyste dog, at der ikke er noget, der tyder på, at skyderierne mod huset har noget med en bandekonflikt at gøre.

Politiet kan tirsdag aften ikke sige, om skudepisoden på Roskildevej har forbindelse til skyderierne i Tranehusene.

/ritzau/