Bilist hårdt kvæstet i frontalt sammenstød med traktor

En 62-årig mand er blevet kørt på sygehuset, efter at hans bil stødte frontalt sammen med en traktor.

Manden er kommet alvorligt til skade, lyder meldingen fra Nordjyllands Politi.

Personbilen kørte lørdag eftermiddag ind i en traktor ved Hønsgårdsvej i Østervrå i Vendsyssel.

Bilen kom af ukendte årsager over i den modsatte kørebane, hvor den stødte sammen med en modkørende traktor.

Da bilerne kørte sammen, blev personbilen kilet fast under traktoren.

Føreren af bilen, der blev smadret under sammenstødet, sad fastklemt, indtil beredskabet kom.

Han blev kort efter kørt med en ambulance mod sygehuset i Hjørring, oplyser vagtchef Bruno Brix.

– Han er kommet alvorligt til skade. Det tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, siger vagtchefen.

Manden var alene i bilen, og føreren af traktoren kom ikke til skade under ulykken, der skete kort før klokken 15.

Vejen har tidligere været spærret på grund af ulykken, men er åben igen for trafik i begge retninger.

Klokken 17.15 er det endnu ikke muligt for vagtchefen at fortælle mere, om den 62-åriges tilstand.

/ritzau/