Kugler affyret mod pizzaria og bybus

AABENRAA: Fredag aften blev der skudt ruder i stykker flere steder i Aabenraa. Ingen personer kom noget til ved de forskellige episoder.

En ukendt gerningsmand benyttede formentlig en slangebøsse til at skyde huller i mindst en rude hos Løjt Pizza og Kebab House på Løjt Storegade i Løjt Kirkeby.

Efter at have skudt huller i en af butiksruderne, vendte gerningsmanden senere på aftenen tilbage og gav endnu en rude et par huller – fortsat med mindre stålkugler som formodes affyret med en slangebøsse.

Skud mod bybus
Der var noget mere drama over den oplevelse som en kvindelig buschauffør fra Aabenraa fik da hun ved 23-tiden holdt ved terminalen i Aabenraa. Samtidig med et højt smæld, så knustes ruden ved siden af hende i bussen.


TV: Det var denne bus som blev ramt af skud

“Rudens yderste glas blev skudt i stykker og vores foreløbige undersøgelser tyder på, at der er blevet skudt med en gas- eller luftpistol,” siger vagthavende ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Bjørn Pedersen og tilføjer, at der endnu ikke er anholdt nogen gerningsmand, til TV SYD.

Har man set noget eller har oplysninger i sagen – så kontakt politiet på 1-1-4