Det oplyser Brian Holm, der er vagtchef ved Københavns Vestegns Politi.
– Vi har været fremme ved noget, der lignede et slagsmål eller en form for opgør, siger Brian Holm.
Politiet har søndag efter klokken 20 undersøgt en længere stækning på Hovedvejen i Glostrup ved Park Hotel.
Her blev to sårede mænd fundet, oplyser vagtchefen.
– Vi har fundet to personer, der er blevet påført sår. Muligvis med en kniv.
– Den ene er blevet såret i hånden, mens den anden er blevet såret i ballen. Ingen af dem er i livsfare. Den ene er kørt til hospitalet, mens den anden blot skal have et plaster på, siger Brian Holm.
De to mænd er mellem 20 og 25 år og er begge kendt af politiet.
Københavns Vestegns Politi har haft en særdeles travl søndag eftermiddag og aften, som særligt har været præget af uroligheder nær Brøndby Stadion søndag eftermiddag.
Her er fem politimænd kommet til skade, da politiet lagde sig imellem uroligheder mellem fodboldfans fra Brøndby og FC København.
Syv personer er efterfølgende blevet anholdt. Meldingen fra politiet lød, at der muligvis ville komme flere anholdelser.
Klokken 23.30 søndag aften er der ingen meldinger om nye anholdelser.
Travlheden betyder desuden, at politiet vil overlade efterforskningen af den mulige slåskamp i Glostrup til efterforskerne mandag morgen, oplyser Brian Holm.
/ritzau/