Det oplyser politiet tidligt søndag morgen.
Den formodede gerningsmand beskrives som værende 29 år med mellemøstligt udseende, mørkt hår og mørkt, kortklippet fuldskæg. Han er 176 centimeter høj og formentlig iklædt mørk jakke og mørke bukser.
Overfaldet fandt sted på pladsen foran en Circle K-tankstation på Bistrupvej i Birkerød. Det blev anmeldt lørdag aften klokken 21.30.
– Vi kender ikke motivet til overfaldet, og parret kender tilsyneladende ikke den person, som udførte overfaldet, oplyser vagtchef Jesper Hansen.
Begge ofre er 19 år. Parret er blevet ramt i øverste del af overkroppen og i hovedet af flere slag. De er uden for livsfare, oplyser vagtchefen.
Nordsjællands Politi er massivt til stede i området i jagten på gerningsmanden og får hjælp af flere andre politikredse og eftersøger med hunde. Det oplyser vagtchef Henrik Alstrup.
– Det er udelukkende for at finde ham her hurtigst muligt, da vi vurderer, at der er tale om en gal mands værk.
– Sådan et umotiveret angreb vil vi selvfølgelig ikke have skal gentage sig, og derfor skal vi have fundet ham hurtigst muligt, siger vagtchef Henrik Alstrup.
Vagtchef Jan Bo Hedager oplyste tidligt søndag morgen, at der formentlig er tale om et umotiveret overfald på det unge par.
– Vi har med meget stor sandsynlighed den rette identitet på gerningsmanden, men vi efterforsker stadig i flere retninger. Der er efter alt at dømme tale om et umotiveret overfald, lød det i en pressemeddelelse.
Politiet opfordrer eventuelle vidner til at henvende sig til politiet på telefon 114.
Vagtchef Henrik Alstrup understreger, at man ikke selv skal forsøge at kontakte gerningsmanden.
– Man skal på ingen måde forsøge at pågribe denne her gerningsmand. Vi vurderer ham som værende farlig.
– Derfor skal man melde og observere og ringe til politiet med det samme. Så skal vi nok stå for pågribelsen, siger Henrik Alstrup.
/ritzau/