Voldsomt uvejr skaber aflysning og kaos ved halvmaraton

Arrangørerne bag det københavnske halvmaraton Cph Half har søndag eftermiddag valgt at aflyse løbet på grund af dårligt vejr.

Det bekræfter Dorte Vibjerg, der er direktør for Sparta Løb.

– Vi har valgt at aflyse løbet efter at have vurderet situationen med beredskab og politi. Vi har fået en melding fra DMI om, at et nyt lynvejr sandsynligvis kan komme, så vi mener, at det er mest sikkert at sende folk hjem, siger hun.

Hun fortæller samtidig, at tre personer er kommet til skade i forbindelse med lynnedslag. To af dem er blevet kørt væk fra løbet i ambulancer.

– Vi har haft tilfælde af tilskadekomne i forbindelse med det pludselige lyn- og tordenvejr over løbsområdet på Østerbro. To er blevet kørt med ambulance til hospitalet. Den sidste var ikke så alvorlig, at personen skulle på hospitalet.

Vagtchef ved Københavns Politi Henrik Moll bekræfter ligeledes, at to personer er blevet sendt til Rigshospitalet med skader.

Det vides ikke, om de to er blevet direkte ramt af lyn.

Alle løbere, der er kommet i mål, opfordres til hurtigst muligt at søge væk fra målområdet og tage hjem.

Løbere på ruten vil få besked om aflysningen via folk langs ruten.

Dorte Vibjerg vurderer, at omkring en tredjedel af løbets deltagere endnu ikke er nået i mål ved 13.45-tiden.

Søndag eftermiddag ramte et skybrud flere steder i København med store mængder regn, lyn og torden.

På DMI ved Østerbro faldt 20,1 millimeter regn på blot 30 minutter mellem 12.50 og 13.20, skriver TV2 Vejret. Det kaldes et skybrud, når der falder mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Siden er vejret vendt til solskin i målområdet, men risikoen for endnu et uvejr fik Sparta Løb til at aflyse løbet alligevel.

– Egentlig er det klaret op, men da der er risiko for et nyt lynvejr, vil vi gerne have folk i og omkring området ved Fælledparken til at søge hjem hurtigst muligt, siger Dorte Vibjerg.

/ritzau/