Mand kvæstet i opgør: Påkørt og beskudt i vejkryds

En 23-årig mand blev onsdag aften hårdt kvæstet, da han blev påkørt med vilje under en episode, hvor der også er affyret flere skud.

Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den voldsomme episode skete i krydset af Hasle Ringvej og Herredsvej i Aarhus.

Den 23-årige tilskadekomne, der er kendt af politiet, kom kørende på sin scooter omkring kl. 19.46, da påkørslen skete.

Offeret kom alvorligt til skade, da han blev påkørt. Han brækkede bl.a. flere ribben og punkterede lungerne.

Der blev desuden fundet patroner på vejen, og vidner fortæller, at der er blevet affyret skud på stedet.

– Vores fund og afhøringer tyder på, at der har været affyret flere skud, og at den 23-årige bevidst blev skadet. Vores vurdering er, at der er tale om et internt opgør mellem to grupperinger, men vi er fortsat i gang med at klarlægge de nærmere omstændigheder, fortæller politiinspektør René Raffo.

Efter episoden blev Hasle Ringvej afspærret i en periode, mens politiet arbejdede på stedet.

Det 23-årige offer er uden for livsfare.

Østjyllands Politi hører meget gerne fra vidner, der har set episoden omkring Hasle Ringvej og Herredsvej eller har set hasarderet kørsel på Ringvejen i går aftes.

Oplysninger kan gives til politiet via tlf. 114.