– Han var sammen med tre kammerater og var kravlet op på et holdende godstog. Der sprang en gnist, og han fik de mange volt igennem sig, fortæller vagtchef Peter Grønbek fra Københavns Vestegns Politi.
Stødet fik drengen til at falde ned fra toget, og ifølge vagtchefen fik han hjertestop. Politiet modtog anmeldelsen klokken 06.22.
– Han blev genoplivet og er blevet kørt til Rigshospitalets Traumecenter, fortæller Peter Grønbek.
Ifølge vagtchefen opfatter politiet sagen som fuldt belyst.
– Der er ikke sket noget kriminelt, men der er tale om en ulykke, som skyldes uvidenhed, siger Peter Grønbek.
Den 17-årige dreng kommer fra det vestlige Sjælland.
Det er langtfra første gang, at unge er kommet alvorligt galt af sted i forbindelse med leg og kådhed på tog.
Sikkerhedsstyrelsen har tidligere oplyst, at der i gennemsnit kommer to personer til skade om året i den type ulykker.
I køreledningerne er spændingen 25.000 volt, og det er livsfarligt. Overlever man, vil man ifølge Sikkerhedsstyrelsen være mærket for livet. Både i form af indvendige og udvendige forbrændinger.
Og elektrisk stød fra kørestrømsledninger har ført til dødsfald. I 2014 mistede en 16-årig dreng livet, da han og en gruppe kammerater kravlede op på et godstog på Lunderskov Station.
Både hans kammerater, politiet og redningsfolk forsøgte sig med livreddende førstehjælp. Men forgæves.
/ritzau/