Politiet frygtede at fodboldballade og bandekrig ville smelte sammen


Søndag blev der afviklet kamp mellem FCK og Brøndby.

Kampen blev afviklet klokken 12 efter krav fra politiet, som insisterede på at have mindst to timer med dagslys efter kampen.

Politiet var massivt til stede ved kampen, dels for at undgå almindelige uroligheder, men også fordi der var en begrundet frygt for, at der kunne ske en sammenblanding mellem fodboldballade og de verserende bandekonflikter.

Vurderingen hos politiet er, at der er medlemmer af banderne, som også er en del af fodboldtilhængerne, og således kunne fodboldvold og bandevold have smeltet sammen ved søndagens kamp mellem FCK og Brøndby.

Det hele forløb dog roligt, hvilket politiet tilskriver den massive tilstedeværelse og ekstra grundig kontrol ved indgangene.

Derudover resulterede den ekstra grundige kontrol ved indgangene i store mængde af konfiskeret fyrværkeri, kanonslag og nødblus – i alt 70 styk.

– Det har haft en stor afskrækkende effekt, det der er foregået i indgangen. Vi kunne nærmest skovle bunker af nødblus og kanonslag op udenfor indgangen, siger politiinspektør hos Københavns Politi, Jens Jespersen til TV2 Lorry.