Tre personer anholdt efter skyderi: De sigtes for drabsforsøg


Tirsdag aften blev en banderelateret mand ramt af skud i Holmbladsgade på Amager. Kort efter blev tre mænd anholdt af politiet i Vallensbæk.

Mændene, der kørte i en bil, blev ifølge Vestegnens Politi standset ved en tankstation i krydset mellem Vallensbækvej og Folemarksvej i Brøndby, vest for København.

– De tre vil blive sigtet for forsøg på manddrab. Der er tale om tre unge mænd, der er henholdsvis 24, 23 og 19 år, siger Youssef Lharraki.

Holmbladsgade på Amager var afspærret i flere timer tirsdag aften. Afspærringerne er nu igen fjernet.

Det er kun to dage siden, at der sidst var skyderi i København. Søndag aften blev en tilfældig mand ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro.

Dagen før det – lørdag aften – var der også skyderi. Her blev to unge mænd, der ikke har banderelationer, ramt af skud på Nørrebrogade tæt ved Den Røde Plads.

København har hen over sommeren været plaget af adskillige skyderier i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstaden.

I sidste uge blev der sat en mobil politistation på gaden på indre Nørrebro. Mandag lød det fra politiet til TV 2, at der vil blive indsat endnu en mobil politistation i området.

/ritzau/