Store uroligheder afbrød kamp mellem Brøndby og FCK

Fodboldkampen mellem Brøndby og FC København blev søndag aften midlertidigt afbrudt på grund af uro blandt fans af FC København.

Optagelserne er inden kampstart, hvor politiet blev overrasket af omkring 50 FCK fans, som løb igennem bag vognene og væltede hegnet.

Urolighederne opstod på Brøndby Stadion, hvor der i FCK-tilhængernes udebaneafsnit i første omgang opstod sammenstød mellem fans og vagter. Det skete to minutter inde i kampens overtid.

Kampen blev afbrudt, hvorefter politiet rykkede ind.

Mindst 50 kampklædte betjente bevægede sig ind på grønsværen og placerede sig i en kæde foran de urolige fans.

Med cirka 18 minutters forsinkelse besluttede kampens dommer at genoptage spillet, hvorefter de to resterende minutter blev afviklet.

/ritzau/