Der er tale om haller ved Juelsminde Erhvervspark på Klakring Stationsvej, der ifølge politiet rummer effekter fra produkthandler samt et tagdækkerfirma.
I en beredskabsmeddelelse oplyser Sydøstjyllands Politi, at branden udvikler kraftig røg, der kan være sundhedsskadelig ved indånding.
Personer i det berørte område, vest for Petersmindevej afgrænset af Klakring Stationsvej mod øst, Vejlevej mod nord og Savværksvej mod syd, bør søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen.
– Der opfordres til, hvis det er muligt, at viderebringe denne meddelelse til andre personer i området. Kontakt kun politi eller alarmcentral i akutte tilfælde, lyder det fra politiet.
Ifølge ordensmagten er mindst en af bygningerne tabt.
– Branden er ude af kontrol, og vi har opgivet den ene bygning, mens vi forsøger at køle den anden ned, så branden ikke spreder sig, siger vagtchef Jørn Lindhardt til Ekstra Bladet.
/ritzau/