Ifølge Københavns Politi er der torsdag aften med stor sandsynlighed blevet affyret flere skud i Vanløse.
Motivet til skyderiet kendes dog ikke, og ingen personer er tilsyneladende kommet til skade i forbindelse med skudepisoden.
Det oplyser Youssef Lharraki, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi.
– Ingen har meldt sig, og vi har ikke modtaget nogen anmeldelse eller oplysninger om, at personer skulle være ramt, siger han tidligt fredag morgen.
Anmeldelsen om skyderiet indløb torsdag klokken 20.33, og efterfølgende gik politiets teknikere i gang med at undersøge et område omkring Apollovej i Vanløse.
Den del af efterforskningen er nu afsluttet.
– Vi har talt med forskellige folk derude, og ud fra det vi har hørt, er vi ret sikre på, at der er affyret flere skud, siger Youssef Lharraki.
Om politiets teknikere har fundet brugte patronhylstre eller andre håndfaste beviser på, at der er affyret et våben, ønsker han ikke at komme ind på.
/ritzau/