Hus brændte to gange i træk: Politiet undersøger

Brandvæsenet måtte rykke ud til det samme hus to gange indenfor kort tid.

Fredag aften måtte brandvæsenet rykke ud til en brændende bygning på Klitvej i Grenaa.

– Vi fik en melding i aftes til samme adresse, hvor der var brand i et enkelt værelse i en lejlighed, og vi fik slukket den. Så kommer den her til morgen på samme adresse, hvor der er gået brand igennem taget, da jeg ankommer. De to lejligheder på første sal er helt udbrændte, siger Kirsten Dyrvig, indsatsleder Beredskab og sikkerhed til TV2 Østjylland.

Indsatslederen forklarer også, at der ved den første brand blev brugt termisk kamera for at sikre, at branden var helt slukket.

Politiet er nu gået ind i sagen og vil undersøge om branden blot er blusset op igen, eller om den er påsat.