Bjærgning af lastbil spærrede trafikeret motorvej

HØRSHOLM: Der gik knas i trafikken, da en bulgarsk lastbil tirsdag aften skulle retur til asfalten efter en ufrivillig tur i grøften.

Uheldet med lastbilen skete mandag morgen, men først tirsdag aften kl. 20.00 begyndte arbejdet med at få vogntoget bjærget på Helsingør Motorvejen.

Helsingør Motorvejen blev spærret totalt i nordgående retning ved afkørslen til Hørsholm C, ligesom tilkørslen ved Isterødvejen i nordgående retning også blev spærret.

På uheldsstedet var ankommet en stor kran fra BMS Kraner, og omkring kl. 21.15 var kranen klar til at løfte den havarerede lastbil med en modvægt på knap 35 tons.

Løftet skete ad to omgange, først var det selve hængeren som kom op på asfalten og hængerens tilstand passede godt til de undersøgelser som der var foretaget i løbetafdagen – den var stort set uskadt og kunne snildt køre fra stedet.

Selve lastbilen blev ikke løftet op, da det ville forårsage skader. Den blev løftet i bagenden så den gik fri af grøftekanten, og så ellers trukket baglæns retur til asfalten igen.

Her viste det sig at de værste skader på lastbilen var et sidespejl som var klappet ind og lidt skader på glasfiberkofangeren efter den ufrivillige tur i grøften – lastbilen kunne kobles sammen med hængeren og alt fungerede som det skulle.

Omkring kl. 00.30 kunne den bulgarske chauffør fortsætte sin køretur mod Sverige med ca. 1½ døgns forsinkelse.