Manden blev ramt i sit ene ben, da han stod foran spillestedet Loppen, oplyser politiet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtAlarmen har medført en større udrykning lidt efter klokken 21.
– Området er afspærret, siger vagtchef Henrik Brix i Københavns Politi.
Også Prinsessegade, der løber forbi hovedindgangen til Christiania, skal være blevet afspærret.
Betjentene oplever ingen problemer med at kunne arbejde på stedet.
Umiddelbart har politiet omkring klokken 21.30 ingen yderligere oplysninger om den sårede eller om episoden i øvrigt.
I de seneste uger har der været en stribe skyderier på åben gade i København.
Lørdag aften blev to mænd således såret af skud i bydelen Tingbjerg.
To gange i oktober har skuddene kostet menneskeliv.
En 30-årig blev dræbt 7. oktober på Lyngbyvej nær Hans Knudsens Plads, og gerningsmændene flygtede i en stjålen stationcar.
Også et skyderi 2. oktober i Emdrup ved en kiosk medførte offerets død. Han blev 21 år.
Politiet har forklaret nogle af skyderierne med opgør i bandemiljøer.
/ritzau/