Blodigt opgør: Jagtet og knivdræbt på åben gade efter påkørsel

Fredag aften hamrede tre biler sammen og efterfølgende blev en mand jagtet og dræbt på åben gade med slag og knivstik.

Den voldsomme episode fandt sted omkring klokken 18 i vejkrydset Østre Allé og Langelandsgade i Aalborg.

Her stødte flere biler voldsomt sammen, i hvad der angiveligt var en bevidst påkørsel.

Efter sammenstødet skulle flere personer have været involveret i et voldsomt slagsmål midt på gaden, hvor der ifølge politiet blev brugt både knive og køller.

Politiet oplyser, at den 27-årige mand, som kort efter blev dræbt, flygtede fra det ene køretøj ned ad Langelandsgade.

Her blev han dog kort efter indhentet og overfaldet af tre gerningsmænd.

De tæskede løs på den 27-årige og stak ham flere gange med kniv.

– Den dræbte bliver udsat for slag og knivstik, og han afgår ved døden kl. 18.49 på sygehuset i Aalborg, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Gerningsmændene flygter efterfølgende i flere retninger fra gerningsstedet.

Ifølge politiet er der tale om et internt opgør i et kriminelt miljø, og politiet afviser samtidig forlydender om, at den dræbte skulle have relationer til Bandidos, det skriver Nordjyske Medier.

Fredag blev en 24-årig mand anholdt i forbindelse med knivdrabet, men han blev lørdag løsladt og er ikke sigtet i sagen

Politiet leder således fortsat efter de øvrige personer, der var til stede ved det blodige opgør.