Alle 21 bandefolk er løsladt igen

HELSINGE: Nordsjællands Politi har i løbet af mandag aften igen løsladt de 21 anholdte personer, ingen er blevet sigtet for noget efter de blev anholdt præventivt mandag eftermiddag.

– Vi har løsladt de første personer omkring klokken 19.30, og de sidste er lukket ud klokken 23. Og det var sådan set helt efter planen, at de anholdte skulle lukkes ud efter kort tid, fortæller vagtchefen for Nordsjællands Politi til Ritzau.

De anholdte blev ifølge politiets meldinger mandag anholdt for at skabe tryghed i Helsinge, størstedelen af de anholdte var ifølge flere kilder fra banden Gremium som i februar fik et såkaldt prospect-chapter i Helsinge.

Flere af de ledende personer i Helsinge-chaptret sidder fortsat varetægtsfængslet, og derfor skal en række Gremium folk fra København være trukket op til Helsinge, hvilket giver nye gnidninger i helsinges bandemiljø, oplyser kilder med indsigt i de kriminelle bander.

Ifølge politikilder skete aktionen mandag for at forhindre sammenstød mellem personer fra henholdsvis Gremium og rockergruppen Bandidos, ligesom der også lørdag var en aktion mod bandefolk i Helsinge hvor 11 blev anholdt, og visiteret på åben gade.

Under aktionen mandag blev en Audi personbil konfiskeret på Østergade, og nummerpladerne inddraget på stedet. Herefter blev bilen borttransporteret fra stedet.

I svinget på Gadekærvej stod den samme Toyota, som politiet stoppede i lørdags med fem bevæbnede bandefolk fra Gremium, endnu engang blev køretøjet ransaget og samtlige personer fra køretøjet taget med i håndjern.

Enkelte personer i området blev ikke anholdt, men bortvist fra området med et såkaldt zoneforbud.

Det betyder at personen ikke må opholde sig i Helsinge by i en nærmere specifikeret periode, gør man det alligevel risikere man fængsling, hvilket betjentene gjorde særdeles klart.

Alle blev anholdt efter Politiloven, der giver politiet mulighed for rent administrativt at kunne tilbageholde borgere i op til seks timer, når det sker for at “afværge fare for forstyrrelse af den offentlige orden samt fare for enkeltpersoners og den offentlige sikkerhed”.

Politiet kan også tilbageholde borgere i op til 12 timer, hvis tilbageholdelsen sker for at “afværge opløb”.

Mandagens anholdte bandefolk er således ikke blevet sigtet for nogen konkrete forbrydelser, og ifølge Nyhedsbureauet Ritzau vil ingen af dem blive fremstillet i et grundlovsforhør.

Mandag var det præcist en uge siden visitationszonen blev ophævet, og mandag havde der på godt 48 timer været to aktioner fra Politiets side mod bandemiljøet med ialt 32 anholdte – flere af dem anholdt både lørdag og mandag.