Der blev slået alarm tirsdag eftermiddag til 1-1-2, kl. 16.08, om ildløs i en stor lund på marken, og inden brandvæsnet nåede frem havde ilden uhyggeligt godt fat i både skovbund og træer, samt vegetationen på marken.
Ved brandvæsnets indsatsleders ankomst til brandstedet var vejen spærret af en tyk røgfane, og med den vind som der var på stedet under branden, var der umiddelbart risiko for at flammerne kunne springe over Stokkebrovej og ind i sommerhusområdet omkring Vildrosevej.
Branden nåede dog heldigvis ikke at komme over stokkebrovej, idet brandkøretøjer fra Falck’s brandstationer i Helsinge og i Gilleleje hurtigt var fremme på stedet og fik slået ilden tilbage.
Ilden havde nået at løbe 20-30 meter udover marken, men nåede altså ikke så langt at gløder kunne antænde nye brande på den anden side af Stokkebrovej.
Tre tankvogne, to brandsprøjter og en HSE var på stedet, og en af tankvognene fra Gilleleje var monteret med en vandkanon som var særdeles effektiv under slukningsarbejdet. Brandfolkene arbejdede sig gennem den brændende lund og fik efter en god halv times tid branden under fuldstændig kontrol.
Efterslukningen stod på i henved to timer, og først efter en nøje gennemgang med et termisk kamera kunne mandskabet forlade brandstedet.
Der blev udfundet et arnested i lunden, og brandårsagen var tirsdag ikke kendt – det forlød på stedet at der formentlig skulle brandtekniske undersøgelser til for at fastslå brandårsagen.