Flere personer kvæstet: Motorcykel og to biler i kollision

FREERSLEV: Søndag eftermiddag kolliderede en personbil først med en motorcykel og herefter endnu en modkørende i form af en personbil. Flere personer måtte køres på hospitalet efter den voldsomme kollision.

To personbiler og en motorcykel var søndag eftermiddag involveret i et sammenstød udfor Roskildevej 183 i Freerslev, mellem Gørløse og Hillerød.

Der blev slået alarm til 1-1-2 kl. 14.57 om et voldsomt uheld, hvor en grå personbil med en 60-årig mand bag rattet, pludselig kørte over i modsatte vognbane og kolliderede frontalt med en modkørende motorcykel.

På motorcyklen sad to personer, som begge blev kastet op i luften sammen med motorcyklen, og personbilen fik revet sit venstre forhjul af ved kollisionen.

Bilen fortsatte herefter frontalt ind i en stationcar, som kørte bag motorcyklen og ikke havde nogen mulighed for at undgå kollisionen – det ligger dog vidnefast at den 60-årige mand ikke kørte for stærkt da ulykken skete.

Den 60-årige mand havde et fire-årigt barn med i sin bil, men barnet slap fysisk uskadt fra ulykken – men fik en alvorlig forskrækkelse.

De to personer på motorcyklen blev begge kørt på hospitalet, ligeledes blev flere personer i den påkørte bil samt den 60-årige mand kørt på hospitalet med ambulance – trods de voldsomme omstændigheder er ingen af de involverede i livsfare.

Hvor alvorlige skaderne er hos den enkelte patient er dog ukendt, søndag aften.