Branden er den seneste i en bølge af bilbrande i København i denne sensommer.
Optagelserne her er fra Lygtemagerstien på Amager.
Desuden forsøger politiet at få klarlagt, om flammerne i otte biler i Albertslund også skyldes en forbrydelse.
På Amager var den gal på Lygtemagerstien først på natten, oplyser Københavns Politi.
Vidner kontaktede politiet og fortalte, at en person var blevet set i nærheden af den varebil, som der var tale om.
Klokken 4.20 var der melding om brand i flere biler i Nøglens Kvarter i Albertslund.
I alt otte biler holdt parkeret i samme carport, oplyser Københavns Vestegns Politi.
– Branden er opstået i en Toyota Yaris og har derefter spredt sig til de andre biler, siger vagtchef Jeff Nielsen.
– Om det er en teknisk fejl i Toyota’en, som får branden til at opstå, eller om der er en anden forklaring, ved vi ikke, siger han.
Kriminalteknikere, der er specialister i at efterforske for eksempel brande, er blevet tilkaldt og arbejder allerede på stedet søndag formiddag.
I øvrigt har rækken af påsatte brande i biler i København og omegn nu stået på i flere uger.
En mand mistænkes af politiet for at have en stribe brande på samvittigheden og sidder i en celle.
Siden varetægtsfængslingen af ham har der været enkelte tilfælde af bilbrande.
Tilsyneladende er nogle personer i Danmark blevet inspireret af fænomenet med et stort antal brændende køretøjer i flere svenske byer i sommer.
/ritzau/