Politi og bomberyddere var talstærkt tilstede, da den tiltalte blev anholdt i oktober 2016.
Fredag er anklageskriftet mod den 25-årige mand nemlig blevet offentliggjort. Han er anklaget for at have fremstillet en bombe, som han anbragte i et kælderrum på Peter Fabers Vej i Aarhus.
Det fremgår af anklageskriftet, at bomben bestod af to sprænglegemer på hver 200 gram, tændsnor og en detonator.
Bomben ville kunne “medføre betydelige skader på omkringliggende genstande og være til stor fare for omkringværende personer”, lyder det i anklageskriftet.
– Min klient nægter sig skyldig i det forhold, fortæller advokat Lars Henriksen, der er forsvarer for den 25-årige mand.
Advokaten vil på nuværende tidspunkt ikke udtale sig yderligere i sagen. Han er bundet af, at en dommer ved Retten i Aarhus har bestemt, at sagen har skullet køre for lukkede døre.
Det blev bestemt, da manden tilbage i oktober blev fremstillet i grundlovsforhør. Politiet fortalte dengang, at sagen drejede sig om fund af sprængstof.
Dog fortæller advokaten, at den 25-årige erkender sig skyldig i tre andre anklagepunkter. De drejer sig om besiddelse af en lille kniv, besiddelse af 650 gram hash og 23 ampuller med dopingmidler.
Men endnu er det altså uklart, hvad bomben skulle være brugt til.
Da manden blev anholdt 31. oktober, ville han ikke frivilligt lukke politiet ind. Ordensmagten valgte at affyre tåregas ind i mandens lejlighed. Det fik ham til at overgive sig.
Efterfølgende fik anklagemyndigheden i retten gennemtrumfet et krav om dobbeltlukkede døre. Normalt kræver det, at der er mistanke om medgerningsmænd på fri fod.
I hvert fald skal anklagemyndigheden kunne overbevise en dommer om, at end ikke sigtelsen i sagen må nå ud til offentligheden. For det vil kunne forstyrre efterforskningen.
I anklageskriftet er der dog ikke nævnt noget om, at den 25-årige skulle have stået i ledtog med andre.
Sagen kommer for ved Retten i Aarhus den 5. april.
/ritzau/