Hurtig anholdelse efter råt overfald på løber

Politiet har tidligt onsdag anholdt en mistænkt i sagen om det grove overfald på en kvindelig løber i København tirsdag morgen. Kvinden var i livsfare, da hun blev fundet.

Den anholdte er 29 år. Han befandt sig ifølge politiet nær gerningsstedet på det tidspunkt, hvor kvinden under en løbetur blev overfaldet.

Like localeyes.dk på Facebook

Det er billeder fra et overvågningskamera, som afslører, at han opholdt sig i området, oplyser politiet.

Offeret er en 38-årig kvinde. Mellem 4.30 og 5.00 tirsdag morgen tog hun ud for at løbe, men hun vendte ikke hjem.

Familien slog alarm til politiet, og en eftersøgning blev sat i gang.

Først efter mange timer – midt på eftermiddagen – blev kvinden fundet ved nogle boldbaner i nærheden af Ved Sløjfen.

– Hun var døden nær, da hun blev fundet, sagde vicepolitiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi tirsdag aften.

I første omgang betragter politiet sagen som et drabsforsøg.

Sent tirsdag aften kunne politiet oplyse, at hun var uden for livsfare.

Og onsdag morgen kommer så meldingen om, at der er sket en anholdelse i den usædvanlige sag.

– Han er endnu ikke blevet afhørt, siger Torben Svarrer ved otte-tiden. Han understreger også, at den anholdte foreløbig kun er mistænkt.

/ritzau/