Påkørslen skete i forbindelse med en biljagt, oplyser politiet.
Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigtI en pressemeddelelse oplyser Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP), at sagen bliver undersøgt her, da der har været politifolk involveret i episoden.
– Den Uafhængige Politiklagemyndighed blev den 22. juli 2016, cirka klokken 16.45, af Københavns Politi underrettet om, at der forinden havde været et alvorligt færdselsuheld ved Valbyparken i forbindelse med politiets eftersættelse af et formodet brugsstjålet køretøj.
– Ved færdselsuheldet havde det eftersatte køretøj påkørt to ældre kvinder, der var kommet gående i området. Det er efterfølgende oplyst, at begge kvinder er afgået ved døden som følge af deres kvæstelser, skriver DUP.
Vagtchef Henrik Brix ved Københavns Politi bekræfter, at betjente satte efter et stjålet køretøj.
– Sagen er overgået til DUP, men jeg kan bekræfte, at to personer er døde, siger han til Ritzau.
Det var flugtbilen, der påkørte de to kvinder.
Der sad to personer i det stjålne køretøj. De er begge anholdt, oplyser Henrik Brix.
Øjenvidner har tidligere på dagen fortalt til BT og Ekstra Bladet, at det var “unge drenge”, der sad i bilen. Det er dog ikke blevet bekræftet af politiet.
DUP bliver involveret i sager, hvor en person afgår ved døden eller kommer alvorligt til skade som følge af politiets indgriben, eller mens den pågældende er i politiets varetægt.
/ritzau/