Betjent affyrede varselsskud: Biltyv kørte med kollegaen hængende i vinduet

En 22-årig mand blev under stor dramatik anholdt tirsdag aften på Djursland, hvor politiet også affyrede varselsskud.

En patrulje havde tirsdag aften klokken 21.22 standset en brugsstjålet bil på Engdalen i Grenaa.

Like localeyes.dk på Facebook

En betjent retter henvendelse til føreren af bilen, men han gør ikke tegn på at ville standse bilen. Betjenten rækker derfor ind over føreren for at tage nøglerne ud af tændingen.

Det fik føreren til at sætte bilen i bakgear, hvorved politimanden kom til at hænge ud af bilen.

Den anden betjent på stedet afgav nu varselsskud foran køretøjet.

Den 22-årige mand i bilen standsede køretøjet, men han havde forinden bakket ind politiets patruljevogn.

– Patruljen stopper en mand, der kører rundt i en brugsstjålet bil, men han forsøger så at køre videre. Under et forsøg på at tage bilnøglerne, bakker manden nemlig, og det betyder så, at betjenten hænger ud af bildøren. Hans kollega vælger så at afgive et varselsskud, der får bilisten til at stoppe, forklarer politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.

Den 22-årige mand blev herefter anholdt.

Han er nu blevet sigtet for vold mod tjenestemand, brugstyveri, kørsel i frakendelsestiden og kørsel under påvirkning af spiritus og euforiserende stoffer.

I bilen var endvidere en 16-årig pige fra Odder, der er løsladt efter endt afhøring.