Mand flygtede fra smadret bil i Nordsjælland

En Audi 80 fra 92′ kommer ikke ud at køre igen, efter føreren knaldede bilen ind i et vejtræ mandag aften. En person undløb fra den smadrede bil, og ham hører politiet meget gerne fra.

Uheldet var ifølge Nordsjællands Politi et absolut banalt solouheld, som skete omkring kl. 20.00, mandag aften.

Den gamle Audi 80’er kom kørende ad Pårupvejen i retning mod Pårup, da føreren mistede kontrollen over bilen – kort før krydset Pårupvej / Alekistevej – og skred med førersiden først ind i et vejtræ.

Træet ramte direkte ind i bilens side, udfor instrumentbrættet, og det frelste formentlig bilens fører for alvorlige skader.

Der blev slået alarm til 1-1-2 om ulykken, og ambulancer, brandvæsen og politi rykkede hurtigt ud til stedet hvor der befandt sig tre personer ved køretøjet.

Brandvæsnet kom ud til stedet, hvor det viste sig at alle var ude af bilen. Brandfolkene afbrød bilens batteri, så der ikke kunne opstå brand som følge af ødelagte ledninger, og hjalp herefter ambulanceredderne ved at regulere trafikken på uheldsstedet.

Ved politiets ankomst var der dog kun to personer tilstede, idet en af personerne i bilen af ukendte årsager havde valgt at stikke af fra stedet. Der blev derfor tilkaldt politihunde som søgte efter personen rundt om i området, men uden at finde ham.

En person, formentlig bilens fører, kom en tur på hospitalet til kontrol for en sikkerheds skyld. Han skal dog ikke være kommet noget til.

Den sidste person fra bilen var fuldstændig uskadt, og kunne efter afhøring forlade stedet til fods.

Den person som flygtede fra bilen vil politiet dog meget gerne høre fra, mest af alt for hans egen sikkerheds skyld.

– Man kan jo løbe langt på adrenalin, og pludselig blive dårlig på grund af skader fra uheldet. Så vi vil mest af alt bare gerne høre fra den person som flygtede fra bilen om han er ok, forklarer politiets indsatsleder på uheldsstedet til localeyes.dk.