Presset på Europas grænser er tofoldigt.
(Tv-optagelserne er fra mandag, hvor Inger Støjberg overværede stikprøvekontroller ved grænsen i Padborg i Sønderjylland.)
Ikke alene lægger flygtninge- og migrantstrømmen et pres på grænserne, hvilket har ført til etableringen af midlertidig grænsekontrol i flere lande.
Presset stammer også fra radikale, som kan drage fordel af situationen og trænge uset ind i lande, hvor de kan begå angreb.
Derfor har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) sammen med kolleger fra Tyskland, Sverige, Frankrig og Østrig sendt et brev til EU-Kommissionen, hvor de argumenterer for at få lov til at forlænge den midlertidige grænsekontrol i op til to år.
– Ud over at forsvare os mod flygtninge- og migrantstrømmen mod Danmark er det for at sikre os mod terrorister, som den såkaldte Islamisk Stat forsøger at sende ind over Europas grænser, siger Inger Støjberg.
I brevet henvises der til angrebene i Paris 13. november sidste år og angrebet i Bruxelles 22. marts i år, hvor henholdsvis 130 og 32 mistede livet, mens mange blev såret.
Angrebene viser, at “terroristgrupper sandsynligvis vil drage fordel af mangler i grænsekontrollen”, lyder det i brevet.
– Vi presser EU-Kommissionen, alt vi overhovedet kan, og hvis vi får mulighed for at forlænge kontrollen i op til to år, vil det fortsat være som nu, hvor vi tager bestik af situationen dag for dag, siger Inger Støjberg.
Siger EU-systemet ja, bliver grænsekontrollen af seks måneders varighed og kan forlænges i samlet op til to år.
/ritzau/