Sprængt hæveautomat spredte pengesedler i Nordsjælland

Der er slut med at hæve penge fra en Danske Bank-automat på Helsingevej i Frederiksværk i Nordsjælland. I hvert fald for en tid.

Natten til onsdag blev hæveautomaten sprængt i luften af en eller flere ukendte gerningsmænd.

Like localeyes.dk på Facebook

Det oplyser Henrik Alstrup, vagtchef ved Nordsjællands Politi.

– Vi fik en alarm klokken 2.48. Det var en boksalarm, og da vi kom frem, kunne vi se, at der har været en bokssprængning, siger han.

Hæveautomaten lå i forbindelse med en Eurospar-butik på Helsingevej 155. Bygningen er dog ikke blevet voldsomt beskadiget eller er i fare for at styrte sammen.

Til gengæld var der omfattende skader på automaten.

– Den er sprængt godt i stykker. Der har også været kraftig røgudvikling og en lille brand, der bliver slukket, siger Henrik Alstrup.

Som konsekvens af sprængningen blev der blæst kontanter ud over stedet. Der er dog ingen grund til at blive fristet, for alle pengesedlerne er allerede fjernet.

– Pengene blev spredt ud over området, men sedlerne er samlet op. Vi er på stedet og har spærret af. Teknikerne kommer i løbet af morgenen, og indtil da vil der være afspærret, så der ikke bliver ødelagt beviser, siger vagtchefen.

Politiet ved ikke, hvad udbyttet har været. Det vil blive undersøgt i løbet af dagen.

Samtidig er der kun få spor at gå efter, når det kommer til at opklare, hvem der står bag sprængningen.

– Et vidne oplyser, at man har set en formentlig sort Mercedes køre fra stedet med retning mod Helsinge. Det er, hvad vi ved, siger Henrik Alstrup.

/ritzau/