Tæt på at gå galt: Fire personer undslap brændende hus

Natten til mandag udbrød der brand i et udlejet sommerhus på Egehøvs-åsen i Udholt. Gæsterne slap ud i tide og fik slået alarm.

Brandfolkene fra Gilleleje blev alarmeret kl. 03.19 om ild i et sommerhus, og både brandbiler, ambulance og akutlæge rykkede ud til adressen.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Fremme på stedet var der hurtigt vished for at alle var ude af huset, og ambulanceredderne tog sig af husets gæster, mens røgdykkerne rykkede ind i det brændende hus.

Det brændte kraftigt i husets badeværelse og sauna, mens der også var ild i indbygget redskabsrum med bl.a. elinstallationerne til netop sauna og badeværelse.

Husets afdeling med swimmingpool og spa led omfattende skader sammen med de brandhærgede rum, mens soveværelserne slap med lettere røgskade.

Det var åbenlyst at ilden ikke skulle have haft mange minutter mere, før det var endt i en storbrand på stedet.

Brandfolkene måtte bl.a. fjerne flere tagplader for at komme til ilden under taget, ligesom loft og vægge inde i huset måtte rives ned under slukningsarbejdet.

Der var fire gæster i det lejede sommerhus, de undslap alle branden og skal ikke være kommet noget til.

Det forventes at politiets teknikere skal undersøge brandårsagen, hvor det pt. formodes at der er tale om en fejl i elinstallationerne.