Endnu en påsat brand hærger stråtækt hus i Odense

Et bindingsværkshus i Odense lige over for byens zoologiske have på Sdr. Boulevard har natten til tirsdag været mål for en påsat brand.

Det mener Fyns Politi, der fik anmeldelse om branden klokken 01.07.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi har været ude til en, formoder vi, påsat brand. Det er gået ud over endnu en af byens gamle bygninger med stråtag, siger vagtchef Thomas Bentsen til Ritzau.

– Der er tale om en gammel bindingsværksbygning, som huser beværtningen Bondestuen, siger han videre.

Ingen er kommet til skade i branden, som tidligt tirsdag morgen er blevet slukket. Det ulmer dog stadig, så brandvæsen og Hjemmeværnet er på stedet.

– Når det bliver lyst eller i løbet af formiddagen, kommer teknikerne forhåbentlig forbi og hjælper med at finde en brandårsag. Men med historikken i byen taget i betragtning går vi ud fra, at branden er påsat. Det er vores udgangspunkt, indtil det modsatte er bevist, siger Thomas Bentsen.

Han henviser til, at Odense har været ramme om en stribe påsatte brande den seneste tid.

Så sent som fredag aften gik det ud over en gruppe spejderes klubhus, der ligger i en sidebygning ved Dyrup Kirke på Tranehøjen i Odense.

For blot en uge siden blev der sat ild til et klubhus på Solbakken i det sydlige Odense. Klubhuset, der tilhører Dalum-Hjallese Gymnastikforening, brændte ikke helt ned, men ilden forårsagede omfattende skader.

Heller ikke natten til tirsdag er bygningen blevet udbrændt af flammerne.

– Den er ikke udbrændt, men den er svært beskadiget, siger Thomas Bentsen.

I oktober gik det ud over en Let-køb-forretning på Ranunkelvænget i Dyrup. Tidligere har pyromanbrandene hærget Restaurant Carlslund, Odense Roklub, Dalum Skytteforening, en spejderhytte i Fruens Bøge samt OB’s klubhus.

Efter branden på Ranunkelvænget meldte politiet ud, at der i forbindelse med flere af brandene var observeret en knallert.

/ritzau/