Tv: Person dræbt af flugtbilist i Sønderjylland

En person er mandag aften fundet død på Rømøvej vest for Toftlund i Sønderjylland. Syd- og Sønderjyllands Politi formoder, at personen er blevet påkørt og dræbt af en flugtbilist.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

– Ud fra de spor, vi har fundet derude, tyder det på, at der er sket en påkørsel. Det er blandt andet skaderne på personen, siger vagtchef Erik Lindholdt.

Politiet fik anmeldelsen klokken 19.11 af en forbipasserende, som havde opdaget personen ligge i vejkanten.

Vedkommende blev erklæret død på stedet, da ambulancen nåede frem.


Den døde person ligger ved siden af en knallert.

– Der er ingen tegn efter flugtbilisten, og vi ved heller ikke, hvor længe personen har ligget død, siger vagtchefen.

Politiet arbejder mandag aften på stedet for at undersøge omstændighederne omkring ulykken nærmere, ligesom der bliver arbejdet på at identificere den afdøde.

Rømøvej er spærret omkring ulykkesstedet.

/ritzau/