22 ton skinker forstyrrede morgentrafikken på Falster

En lastbil fyldt med skinker er natten til torsdag forulykket i en rundkørsel på Falster, og det kan gå hen at skabe en smule problemer for morgentrafikken syd for Nykøbing torsdag morgen.

Like localeyes.dk på Facebook

– Vi får en anmeldelse klokken 00.47 om, at en polsk indregistreret lastbil er væltet i rundkørslen, der forbinder Gedser Landevej med den nye omfartsvej rundt om Nykøbing Falster, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ifølge Vejdirektoratet er lastbilen væltet om på siden i den sydøstlige del af rundkørslen på vej sydpå. Ingen skinker er faldet ud af lastbilen.

Tidligst klokken 13 ventes oprydningen at være færdig.

– Lige nu venter vi på, at der kommer en lastbil fra Jylland, som de 22 ton skinke skal læsses over i. Det skal ske ved håndkraft, så det kommer til at tage nogle timer, siger vagthavende Lars Camillo Axelsen fra Vejdirektoratet.

Der kan godt opstå en smule kø ved rundkørslen, men han oplyser, at man godt kan passere den.

Chaufføren i lastbilen blev efter uheldet hjulpet ud gennem en luge i taget, fordi døren var blokeret. Han er ikke kommet noget alvorligt til.

Årsagen til uheldet er endnu ikke fastslået, men politiet oplyser, at der ikke har været glat føre i området.

/ritzau/