Dusinvis er dræbt i russisk bomberegn mod Islamisk Stat

I både Syrien og Irak bliver Islamisk Stat (IS) udsat for stadig hårdere luftangreb.

Like localeyes.dk på Facebook

Videoen ovenfor er offentliggjort af det russiske militær på YouTube den 20. november 2015.

Fredag er mindst 36 personer omkommet i bombeangreb fra russiske og syriske fly.

Der er muligvis tale om det hidtil kraftigste bombardement af den ekstremistiske bevægelse. Det vurderer Syriens Observatorium for Menneskerettigheder, der overvåger udviklingen i det krigshærgede land.

– Det er det mest voldsomme bombardement, siden opstanden begyndte i 2011, siger overvågningsgruppens leder, Rami Abdel Rahman, således til nyhedsbureauet AFP.

Kampflyene slog til i provinsen Deir Ezzor, der kontrolleres af Islamisk Stat. Desuden blev der fra russiske krigsskibe i Det Kaspiske Hav affyret krydsermissiler mod området i den østlige del af Syrien.

– Mindst 36 mennesker blev dræbt og dusinvis såret i flere end 70 angreb udført af russiske og syriske fly mod adskillige områder i Deir Ezzor, siger Rami Abdel Rahman.

Både store og mindre byer i provinsen var mål for angrebene. Det samme var tre oliefelter. Salg af olie anses for at være den vigtigste indtægtskilde for Islamisk Stat.

Rusland begyndte at bombe i Syrien i september på opfordring fra Syriens præsident, Bashar al-Assad, der i mange år har kunnet regne med opbakning fra Rusland.

Præsident Vladimir Putin svor i denne uge, at Rusland vil jage og “straffe” de personer, som er skyld i, at et russisk charterfly i oktober styrtede ned i Egypten. Alle 224 mennesker på flyet omkom. Islamisk Stat hævder at stå bag.

Indsatsen i Syrien bliver fulgt tæt på russisk tv. Fredag blev der bragt et klip fra den russiske flybase i Syrien, som viste en mand, der med sort tusch skrev “For vores folk!” og “For Paris!” på bomber i minutterne op til, at et krigsfly skulle lette.

Ruslands indsats sker uafhængigt af den USA-ledede koalition, som siden efteråret 2014 har angrebet Islamisk Stat fra luften i både Syrien og Irak.

Fredag oplyste det amerikanske militær ifølge nyhedsbureauet Reuters, at kampfly fra koalitionen torsdag gennemførte 20 angreb mod Islamisk Stat i Irak.

/ritzau/AFP