Imens kvinden støvsuger bilen begynder den pludselig at rulle baglæns nedad indkørslen. Bildøren rammer et stort birketræ i indkørslen, så førerdøren vrides helt op og lægges langs venstre forskærm. Den uheldige kvindes hoved fastklemmes uhjælpeligt mellem bildøren og birketræet.
Kvinden ligger delvist nede på jorden med kroppen op langs bilens venstre forskærm, sammen med bildøren, og lykkeligvis bliver hendes råb om hjælp hørt af en genbo.
Vidnet løber straks kvinden til hjælp, og får trukket håndbremsen på bilen så den ikke kan rulle videre og får slået alarm til 1-1-2 om fastklemningsulykken.
– Jeg kunne intet gøre, udover at tale med hende og berolige hende med at hjælpen var på vej, fortæller vidnet til Localeyes og fortsætter:
– Træet er en smule skævt, og den øverste del af døren kilede sig fast i træet så bilen hang fast, og samtidig gav en lille smule plads til hendes hoved – det var virkelig uhyggeligt at se på.
Først fik brandfolkene sikret bilen så den ikke kunne rulle nogen steder, hvorefter arbejdet med at få kvinden fri gik i gang. Brandfolkene måtte benytte luftpuder til at presse bilen sidelæns og derved få den fastklemte kvinde frigjort.
Frigjort med luftpuder
Falck’s brandkøretøjer fra Helsinge ankom kort efter til stedet, sammen med en ambulance og en Akutlæge, og det var ikke nogen nem opgave at få kvinden sikkert frigjort.
Kvinden blev hurtigt bragt ind i ambulancen, hvor hun blev behandlet af en paramediciner og akutlægen, mens brandfolkene fik kvindens bil kørt op i hendes garage.
Lykkeligvis kunne lægen hurtigt køre fra stedet igen, idet kvinden ifølge oplysningerne på uheldsstedet mirakuløst er sluppet fra ulykken med mindre skader i form af lidt hudafskrabninger og mindre skader i hovedet, hun skal ikke have pådraget sig nogen alvorlige skader ved ulykken.
– Der var lige netop plads til hendes hoved i det skrå træ, jeg tør slet ikke tænke hvad der ellers ville være sket hvis træet ikke lige netop havde fået kilet bilen fast der, sagde genboen til den uheldige kvinde til Localeyes.
Kvinden blev med ambulancen kørt til et check på Hillerød Hospital for en sikkerheds skyld.