Alarmen indløb kl. 14.24, og samtlige brandkøretøjer fra Falckstationen i Helsinge røg afsted til branden.
Kort før havde de unge, alle angiveligt elever fra Nordsjællands Efterskole på Aggebovej, fuldt lovformligt muntret sig med lidt markræs i en gammel Volvo stationcar, det sjove stoppede dog da bilen pludselig mistede det ene dæk og sank lidt ned i jorden.
I løbet af få øjeblikke begyndte det at ryge, og pludselig var der ild under bilen – herfra gik det meget stærkt.
Muligvis er det et varmt udstødningsrør der fik startet ilden, og de unge skyndte sig at få slået alarm samt afhentet en bunke pulverslukkere som blev brugt i forsøget på at stoppe ilden.
Markbranden blev da også forsinket af de unges indsats og det gjorde at en uhøstet mark, klods op ad den brændende stubmark, ikke brød i brand.
– Vi får stoppet ilden helt oppe i skellet, så det var tæt på, men pulverslukkerne forsinkede ilden tilpas meget så vi kunne nå frem, oplyser Indsatsleder Hans Jørn Jensen til localeyes.dk.
Mellem 5000 og 6000 kvadratmeter stubmark nåede at brænde, men eftersom marken var høstet er der ingen skade sket udover at de unge nu ikke har nogen bil til markræs.